Generationsskifte hos Næstved Autocenter A/S

Jens Iversen startede sin virksomhed for over 32 år siden. Nu tager Anders Justesen og Martin Iversen over.

- Jeg skal holde en lang sommerferie, kommer det prompte fra direktør Jens Iversen, som svar på spørgsmålet om, hvad han dog skal lave, når han inden for er par uger endegyldigt har overdraget den daglige drift af sit livsværk - Næstved Autocenter A/S, til Anders Justesen og sønnen Martin Iversen. De har siden 2018 været partnere i Næstved Autocenter A/S.

Et af Sjællands største bilhuse

Jens Iversen startede sin virksomhed for over 32 år siden i ydmyge lokaler og siden er virksomheden vokset sig til at være regionens største bilforretning både målt på totalsalg og kvadratmeter bilforretning.

Den 1. marts 1989 startede Næstved Autocenter på Morsøvej og i 1995 flyttede virksomheden til Skallegårdsvej. I 1999 blev Jens Iversen autoriseret ŠKODA forhandler. I 2012 byggede han nyt moderne bilhus på Bassinbuen 24 til at huse ŠKODA forhandlingen, og det i forvejen store bilhus blev udbygget til hele 4.200 kvadratmeter i 2019 i forbindelse med overtagelsen af Volkswagen forhandlingen på Syd- og Midtsjælland. Et af Sjællands allerstørste bilhuse havde set dagens lys i Næstved.

Købmandskab og bæredygtighed

Jens Iversen har selv skabt virksomheden uden en familiekapital i ryggen. Han har ved klogt købmandskab og fokus på kunderne skabt en stor bæredygtig virksomhed.

Fremover er det Anders Justesen og Matin Iversen der skal stå i spidsen for virksomheden, der i dag tæller 40 medarbejdere. Anders Justesen startede som ulønnet praktikant i 2014 i forbindelse med sin uddannelse til Autoteknolog. Martin Iversen har arbejdet sig op fra et job i klargøringen i 2009 og til i dag at indtræde i direktionen for Næstved Autocenter A/S.

- Vi har fordelt rollerne i direktionen på den måde, at Martin tager sig af alle salgsrelaterede opgaver mens jeg har ansvaret for administrationen og den overordnede personaleledelse, men fremover er det os begge to, der tegner selskabet Næstved Autocenter A/S, siger Anders Justesen.  

Han understreger, at man ikke går op i titler i Næstved Autocenter A/S, der forhandler Volkswagen og ŠKODA, men i at have så mange tilfredse kunder som overhovedet muligt.  Kunderne vil også fremover møde Anders Justesen og Martin Iversen i de to store showrooms, der huser Volkswagen og ŠKODA forhandlingen. 

Fokus på kundetilfredshed og medarbejdertrivsel

Netop kundetilfredsheden og medarbejdernes trivsel, er to af Jens Iversens primære kæpheste.

- Det meget klare råd jeg vil give til Anders og Martin, er at kunderne kommer frem for alle andre og alt andet. Det er også deres daglige ansvar, at alle medarbejdere yder en personlig og professionel kundeservice. Alle medarbejdere skal være motiveret og dedikeret til at løse den opgave vedkommende er ansat til at løse samt føle både stolthed og ejerskab for Næstved Autocenter. Det er også ”korpsånden” i hele virksomheden, hvor alle løfter i flok, siger Jens Iversen. Han tilføjer i samme åndedrag: Det er også meget vigtigt at prioritere alle vitale samarbejdspartnere og særdeles samarbejdet med importøren – Semler A/S, der er Danmarks største bilimportør. Ved et tæt tillidsfuldt samarbejde og forståelse for hinanden, så er fundamentet urokkeligt.  

Fortsætter i bestyrelsen

Jens Iversen trækker sig ikke helt ud af virksomheden og fortsætter som bestyrelsesformand, men som han selv siger: Jeg skal ikke længere gå efter detaljerne, men tilse at virksomheden drives efter de strategier og handlingsplaner, der er lagt på bestyrelsesniveau, og så står jeg naturligvis til rådighed, hvis Anders og Martin spørger mig til råds om et konkret emne eller mere generelt. Men jeg vil gerne fastslå, at det bliver Anders og Martin, der skal drive virksomheden – uden min daglige tilstedeværelse ellers gav det ingen mening at foretage et generationsskifte.   

På spørgsmålet om den største udfordring i de over 32 år Jens Iversen har været selvstændig autoforhandler, kommer svaret også prompte. 

Det har været en stor opgave at fusionere Volkswagen og ŠKODA. To vidt forskellige selvstændige bilforretninger med to forskellige kulturer. Det har krævet stor smidighed af alle og jeg vil gerne rose alle medarbejdere, for en meget stor fleksibilitet og ændringsparthed, som tiden er skredet frem. Jeg vil mene – måske sat lidt på spidsen, at der kan sammenlignes med at fusionere Brøndby og FCK, siger Jens Iversen med et smil, og tilføjer: Overdrivelse fremmer forståelsen.  

Han pointerer samtidig, at man hos Næstved Autocenter hele tiden ønsker at yde kundeservice på allerhøjeste niveau og være den foretrukne automobilvirksomhed i regionen, men at det skal ske ved fair play. 

Der er nedsat en professionel bestyrelse til at bakke direktionen op. Bestyrelsen har konstitueret sig med Jens Iversen, som formand og bestyrelsesmedlemmerne er. Kent Petersen, der til dagligt er formand for Finansforbundet i Danmark. Han har siddet i bestyrelsen for Næstved Autocenter siden 2007 og i en lang årrække været formand. Preben Majdahl Nielsen har en lang erfaring som revisor og så har Anders Justesen og Martin Iversen naturligvis også plads i bestyrelsen. 

Fremover vil Jens Iversen hellige sig bestyrelsesarbejde – i flere bestyrelser, samt investering i og udviklingen af ejendomme både beboelse og til erhverv.    

En langstrakt proces

- Vi har valgt en langstrakt proces i arbejdet for at finde den helt rette model til at gennemføre generationsskiftet, og vi er helt enige om, at vi har fundet den perfekte løsningsmodel, som alle parter er yderst tilfredse med, udtaler Jens Iversen.

Anders Justesen og Martin Iversen giver ham ubetinget ret.

Jens Iversen har overdraget en robust økonomisk og fremtidsorienteret virksomhed til Anders Justesen og Martin Iversen. Derfor har de alle forudsætningerne for at udvikle Næstved Autocenter A/S i takt med tidsånden i autobranchen, som næsten bliver grønnere og grønnere, for hver dag der går.

Selve generationsskiftet markeres med en reception, som formentlig afholdes i august måned.

- Lige nu, er der for stor usikkerhed omkring Covid-19 situationen til at invitere til reception med en risiko for at måtte aflyse i sidste øjeblik. Vi forventer – og håber på, at have mere sikker grund under fødderne til august. Jeg glæder mig til, at hilse på kunder og forretningsforbindelser under mere frie forhold. Det er jo ikke et farvel til mit store netværk, men på gensyn til en helt ny måde at mødes og samarbejde på, slutter Jens Iversen.

- Vi glæder os til at stå på egne ben og prøve vores ideer af velvidende, at vi har Jens i baghånden, hvis der skulle opstå behov for et godt råd fra en særdeles erfaren autoforhandler. Jeg er sikker på, at Martin og jeg kan løfte opgaven i fællesskab med alle vores dedikerede medarbejdere, for uden dem eksisterede Næstved Autocenter A/S ikke, så kort kan det siges, slutter Anders og Martin enstemmigt.