Audi Service Næstved

Audi Q2 i ny finpudset topform

Med Q2 lancerede Audi for 4 år siden en trendsætter, og i den opdaterede version viser den kompakte SUV nu sin progressive karakter med en mere markant profil med nye forlygter udvendigt og med flere Audi connect-tjenester og førerassistentsystemer indvendigt.

Polygonformet design
Audi Q2 er en robust allrounder til hverdagen, og linjeføringen afspejler dens karakter, hvor dens hjørner og kanter giver den kompakte SUV en selvsikker fremtoning. Med faceliftet er Q2 vokset med et par millimeter til en længde på 4,21 m, mens både bredden på 1,79 m og højden på 1,54 m er uforandrede.

Designerne har nu også overført det polygonformede motiv, som allerede kendetegnede fronten og skulderlinjen, til bagenden. Det betyder, at stødfangeren har fået en integreret diffusorindsats med store femkantede polygoner. Fronten er ligeledes blevet ændret, så fladerne under forlygterne nu er mere fremtrædende. Den ottekantede singleframe er lidt lavere, og det gør, at fronten virker bredere. Dens indsats er også udført i polygonmotiv. På udstyrslinjerne advanced og S line er der smalle slidser mellem kølergrillen og motorhjelmen, som minder om Audi Sport quattro – et ikon for mærket. De store luftindtag er endnu mere markerede, især på S line-udstyrsvarianten.

LED- eller matrix-LED-forlygter
LED-forlygter er nu standardudstyr på Audi Q2, mens matrix-LED-forlygterne fås som ekstraudstyr. Syv separate LED'er, som sidder i et fælles modul, giver et intelligent reguleret fjernlys, der altid oplyser vejbanen så meget som muligt uden at blænde andre trafikanter. Ti lysdioder, som er placeret bag rombeformede optikelementer, genererer dagskørelyset, og derudover skaber syv andre LED'er det dynamiske blinklys.

Baglygterne fås med to forskellige LED-optioner – uden eller med dynamisk blinklys. Når bilen er udstyret med matrix-LED-forlygter, er det dynamiske blinklys også standard bagpå. Derudover skaber lysiscenesættelser i forlygterne og baglygterne opmærksomhed omkring den nye Q2, når man låser bilen op og låser den.

Udvalget af lakfarver til den kompakte SUV omfatter fem nye farver: Farven Æblegrøn er ny hos Audi, mens farverne Manhattangrå, Navarreblå, Pilegrå og Turboblå er nye til Q2. Bilens blades på C-stolperne er lakeret i bilens farve eller, afhængigt af udstyrslinjen, i sort, grå eller sølv. Til komponenterne på karrosseriets nederste del kan man vælge mellem tre forskellige udførelser: nubret sort som standard, Manhattangrå til udstyrslinjen advanced og i bilens farve til S line.

Ny pakkestrategi til interiør og udstyr
Det indvendige design viderefører det stramme formsprog fra bilens ydre, og luftdyser og gearknoppen eller gearvælgeren til S tronic har fået et nyt look. I stedet for basisversionen kan Q2-kunderne også bestille S line interiør, og begge interiørvarianter kan frit kombineres med de tre eksteriørvarianter.

Som noget nyt fås mikrofibermaterialet Dinamica, som afløser Alcantara-stoffet. Audi har sammenfattet alle typer indtræk og farver i otte pakker, hvoraf fire hører til basisinteriøret, og fire hører til S line interiøret. Ekstraudstyret er ligeledes sat sammen i pakker, så det omfangsrige udbud bliver mere overskueligt i forbindelse med konfigurationen. Uanset om det gælder klimaregulering, komfort, funktion, interiør, infotainment eller assistentsystemer, er alle pakker sammensat, så de imødekommer kundernes ønsker. Audi vil fremover udrulle denne strategi til alle modelrækker og tilpasse den til ønskerne på de vigtige markeder verden over.

Bagagerummet i den kompakte SUV rummer fortsat 405 l bagage eller 1.050 l, når bagsæderyglænene er klappet frem.

Digitalt univers
Udvalget af udstyr er også bygget op i flere trin, når det gælder betjening og visning. Det strækker sig fra det analoge kombiinstrument og MMI Radio plus med DAB+ til Audi virtual cockpit med et diagonalmål på 12,3” og MMI Navigation plus med et 8,3” display. Det betjenes via en dreje-/trykknap på midtertunnelens konsol (MMI touch) eller via naturlig stemmestyring. Komponenter som Audi phone box i to varianter (induktiv opladning med og uden signalforstærkning) fuldender udvalget af hardware. Bang & Olufsen Premium Sound System, som sender en effekt på 705 W ud via 14 højttalere, er enestående i segmentet for de mindre SUV'er.

MMI Navigation plus omfatter et LTE-modul til hurtig dataoverførsel og et Wi-Fi-hotspot, som passagererne kan koble deres mobile enheder op til. Topinfotainmentsystemet giver mulighed for at anvende tjenesterne fra Audi connect i Q2, herunder onlinetrafikinformationer. En nyhed er tjenesterne fra Audi connect Nødopkald & Service og fra Audi connect Remote & Control. Med dem kan ejeren eksempelvis låse bilen på afstand eller tjekke brændstofmængden og rækkevidden via myAudi-appen på sin smartphone. Kunder, som ønsker at deaktivere overførslen af data, kan aktivere den nye Privacy Mode i MMI-systemet.

Fem kraftige motorer – tre TFSI’er og to TDI'er
Audi Q2 lanceres med en kraftfuld benzinmotor: 1.5 TFSI-motoren yder 150 hk og leverer et drejningsmoment på 250 Nm. Dens effektivitetssystem cylinder on demand (COD) frakobler midlertidigt den anden og tredje cylinder ved lav belastning og lavt omdrejningstal.

Frem mod årets udgang kommer der flere TDI- og TFSI-motorer. Alle motorer opfylder den nye udstødningsnorm Euro 6 AP, og på dieselmodellerne minimerer twindosing-teknologien NOx-emissionerne. Her arbejder to SCR-katalysatorer sammen – den ene sidder lige bag motoren, og den anden er placeret i bilens bund. De dækker hver især forskellige driftssituationer, og deres effekt supplerer hinanden.

Q2 med 1.5 TFSI-motor er som standard udstyret med en 6-trins manuel gearkasse, mens en 7-trins S tronic fås som ekstraudstyr. quattro-firehjulstræk fås til nogle af motorvarianterne, og det har en ny generation af lamelkobling, som leder motorens moment helt eller delvist til bagakslen efter behov.

Adræt karakter
Allerede i standardversionen er den kompakte Q2 en adræt SUV. Den progressive styring, som bliver mere direkte, jo mere man drejer på rattet, er standardudstyr. Den øger adrætheden og køredynamikken ved manøvrering og på veje med mange sving. Som ekstraudstyr tilbyder Audi en sportsundervogn, der omfatter en 10 mm sænkning af karrosseriet. Som alternativ kan man vælge undervognen med støddæmperregulering med endnu større spredning mellem komfort og dynamik. Den omfatter også køredynamiksystemet Audi drive select, der dog også fås separat.

Udvalget af fælge og dæk begynder med størrelserne 16” og 205/60. På øverste hylde findes 19” fælge fra Audi Sport med dæk i størrelsen 235/40. Udvalget fuldendes af tre nye fælgdesigns. Med sin frihøjde på næsten 15 cm klarer Audi Q2 sig også fint i let terræn, mens ESC-stabilitetskontrollen omfatter en Offroad-indstilling.

Førerassistentsystemer fra luksusklassen
Assistentsystemerne til Q2 kommer direkte fra luksusklassen. Det standardmonterede system Audi pre sense front overvåger området foran bilen via radar for at forhindre ulykker eller mindske følgerne af dem. Vognbaneafvigelsesadvarslen er ligeledes en del af standardudstyret. De systemer, der fås som ekstraudstyr, er inddelt i kategorierne Kørsel, Sikkerhed og Parkering. Systemerne til Parkering er blandt andet bakkamera, parkeringshjælp plus og parkeringsassistenten, der automatisk kan styre bilen ind i parkeringsbåse og ud igen. Inden for Sikkerhed tæller systemerne vognbaneskiftadvarsel, assistent til registrering af tværgående trafik bagved samt Audi pre sense basic og Audi pre sense rear.

Assistentsystemerne til Kørsel omfatter et nyt highend-system – den adaptive kørselsassistent, der fås i samspil med MMI Navigation plus, Audi virtual cockpit og S tronic. I mange situationer kan denne assistent overtage accelerationen, decelerationen og styringen af bilen i vognbanen fra føreren. For at sikre tværføringen skal føreren blot berøre det kapacitive rat, der er en del af systemet, let og på den måde vise sin opmærksomhed. Den adaptive kørselsassistent arbejder i hele hastighedsområdet, og i samarbejde med den kamerabaserede vejskiltegenkendelse sørger den for, at bilen i visse situationer automatisk sætter farten ned – eksempelvis før byskilte. Så snart man må køre hurtigere, accelererer Q2 igen.

Audi Q2 i Danmark
Den opdaterede Audi Q2 introduceres i Danmark i løbet af efteråret. Der foreligger endnu ikke danske forbrugsangivelser og priser, ligesom udbuddet af udstyr heller ikke er fastlagt.

Links
Audi Q2 video
Audi Q2 footage
Læs mere om Audi Q2

Forbrugsangivelser
Angivelser vedr. brændstofforbrug og CO2-emission er afhængigt af den valgte dæk-/fælgstørrelse og opgøres her iht. tysk lovgivning efter NEDC (se vedhæftede dokument).

Audi Q2 35 TFSI manuelt gear (150 hk)
Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 18,5 – 19,6
CO2-emissioner ved blandet kørsel i g/km: 124 - 117

Audi Q2 35 TFSI S tronic (150 hk)
Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 18,9 – 19,6
CO2-emissioner ved blandet kørsel i g/km: 121 – 116

Angivelserne vedr. udstyr, data og priser er baseret på det modelprogram, der udbydes i Tyskland. Der tages forbehold for ændringer og fejl.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk